Tilbage til presse

Pressemeddelelse

Christian Eriksen, Mathias Gidsel og Mikkel Hansen investerer i Bricks Performance System

18. maj 2026

Christian Eriksen, Mathias Gidsel og Mikkel Hansen sammen med Bricks-stiftere

Christian Eriksen, Mathias Gidsel og Mikkel Hansen investerer i danske Bricks Performance System, der i dag åbner sin platform for alle atleter — uanset sportsgren, alder og niveau.

Bricks er en dansk performance-platform — det virksomheden definerer som et athlete operating system — der samler hele atletens hverdag i ét system. Platformen bruges i dag af mere end 1.300 atleter og over 20 sportsorganisationer i Danmark og Norden, heriblandt flere klubber i Håndboldligaen og fodboldklubber som f.eks. SK Brann. Med dagens lancering åbnes platformen for individuelle atleter for første gang.

»I alt for mange år har atleten været den eneste person i performance-miljøet uden reelt overblik over sin egen udvikling. Data ligger i forskellige systemer, hos forskellige fagpersoner og i forskellige organisationer. Bricks samler det hele og giver atleten det overblik og ejerskab, som alt for ofte mangler.«

Jacob Baagøe, Founder & CEO, Bricks Performance System

»Det lød spændende, fordi jeg kunne genkende behovet. Det ville have hjulpet mig tidligere i karrieren at have ét sted, hvor man kunne samle det hele — styrkeprogrammer, søvn, hvordan kroppen har det, og alle de andre ting, som man selv kan arbejde med for at forbedre sig som sportsmenneske.«

Christian Eriksen

»Jeg har arbejdet tæt sammen med Jacob i flere år og har set, hvor stor forskel det gør, når atleten ikke bare får beskeder, men faktisk forstår sin egen udvikling. Det er det, Bricks gør muligt, og jeg glæder mig over, at jeg nu er med til at sørge for, at alle kan have adgang til den viden, forståelse og egen udvikling.«

Mikkel Hansen

»De største spring i min udvikling kom, da jeg begyndte at forstå sammenhængen mellem det arbejde, jeg lagde i min hverdag. Den indsigt skal ikke kun være for de få. Nu bliver den til rådighed for alle — uanset alder, niveau og sportsgren.«

Mathias Gidsel

De tre er gået ind i Bricks som investorer, medejere og strategiske partnere — ikke som del af en sponsoraftale.

Pressekontakt

Jacob Baagøe, Founder & CEO

jacob@bricksperformance.com

28 30 24 57

Om Bricks Performance System

Bricks Performance System er en dansk virksomhed, der har udviklet en atletfokuseret performance-platform. Platformen samler træning, restitution, fysioterapi, kommunikation, kalender, skadeshåndtering, sundheds- og performance-data samt digital atletuddannelse i ét system.

Bricks blev grundlagt i 2020 af Jacob Baagøe. Virksomheden tæller i dag seks medarbejdere og har kunder i Danmark og Norge. Platformen bruges af mere end 1.300 atleter og over 20 sportsorganisationer — heriblandt klubber i Håndboldligaen og Superligaen.

Om Athlete Operating System (AthleteOS)

Et Athlete Operating System er en ny kategori inden for sportsteknologi. Hvor traditionelle løsninger fokuserer på enkeltstående funktioner som tracking, fysisk træning eller rapportering, samler et AthleteOS funktioner, data, kommunikation og udviklingsværktøjer i ét samlet system — med atleten som aktiv deltager i centrum.

I modsætning til klassiske performance- og management-systemer ejer atleten selv sine data i Bricks og giver adgang til relevante personer omkring sig via samtykke. Det gør det muligt at skabe et samlet samarbejde mellem klubber, forbund, skoler, trænere, sundhedspersonale, akademier, forældre og andre fagpersoner — med atleten i centrum.

Om Bricks Akademiet

En central del af platformen er Bricks Akademiet — virksomhedens digitale læringsunivers. Akademiet lanceres med sit første mikrolæringsforløb om væske og udvides løbende med temaer som søvn, restitution, hverdagsplanlægning, fysisk træning, mental trivsel, cyklus, ernæring og skadesforståelse. Læringsuniverset kan samtidig udvikles og tilpasses i samarbejde med klubbens egne fagspecialister.

Om investorerne

Christian Eriksen — fodboldlandsholdsspiller, VfL Wolfsburg

  • Spiller med flest A-landskampe i Danmarks historie
  • 300+ kampe i Premier League over 12 år (Tottenham, Brentford, Manchester United)
  • Champions League-finalist 2019 og italiensk mester 2021
  • 4 gange årets fodboldspiller i Danmark

Mathias Gidsel — håndboldlandsholdsspiller, Füchse Berlin

  • OL-guld 2024, VM-guld 2021/2023/2025, EM-guld 2026
  • 3 gange i træk verdens bedste håndboldspiller (2023-2025) — første nogensinde
  • Årets Sportsnavn 2025 i Danmark

Mikkel Hansen — tidligere håndboldlandsholdsspiller

  • 2x olympisk mester (2016, 2024), 3x verdensmester, europamester (2012)
  • 3 gange verdens bedste håndboldspiller (2011, 2015, 2018)
  • Topscorer gennem tiden for det danske herrelandshold med 1.387 mål i 276 landskampe

Vi bruger cookies til at analysere trafik og forbedre din oplevelse. Privatlivspolitik